Nyt onlineværktøj til at navigere i det sociale ESG-landskab

Tænketanken EQUALIS vil udvikle online værktøj, som gør det nemmere for virksomheder at fremme social bæredygtighed.

Nyhed

 

Nyt online værktøj om S'et i ESG

Evnen til at arbejde strategisk, datadrevet og værdiskabende med ESG kan blive afgørende for den enkelte virksomheds konkurrenceevne som leverandør i en forsyningskæde, i generelle udbudsprocesser og i kampen om kvalificeret arbejdskraft.

Men, mens mange virksomheder er opmærksomme på vigtigheden af at adressere miljømæssige spørgsmål (E'et), er der stadig et påtrængende behov for at forbedre deres håndtering af de sociale forhold (S'et). Det skyldes, at det for mange virksomheder kan være diffust, hvad social bæredygtighed indebærer i deres egen kontekst, og hvordan man kan håndtere det strategisk. Det store spørgsmål, der stilles igen og igen, er: ”Hvad stiller vi op med S’et i ESG?”.

Det spørgsmål hjælper Tænketanken EQUALIS med at svare på i et nyt projekt, med støtte fra Tietgenfonden.

Social bæredygtighed skal være nemmere at gå til for virksomheder og andre organisationer. Derfor har vi valgt at støtte EQUALIS i udvikling af et nyt online værktøj,”
siger uddelingschef Christine Paludan-Müller fra Tietgenfonden, som støtter virkelyst og vækst.

Med fondsstøtten kan EQUALIS bidrage til at sætte en ny standard for virksomheders håndtering af ESG-krav med en konkretisering af S'et. Og det er væsentligt, fordi det manglende løft af S'et ikke kun repræsenterer en udfordring for virksomhederne selv, men også for samfundet som helhed.

EQUALIS skal skabe et overskueligt ESG-værktøj, der samler best practice fra eksisterende erfaringer, standarder og hensyn. Værktøjet har til formål at bistå virksomheder med at identificere, vurdere og forbedre sociale forhold på en effektiv og målrettet måde. Dansk Industri er samarbejdspartner i udviklingen af værktøjet.

Har du eller din virksomhed erfaringer med at arbejde målrettet og strategisk med S’et? Så hører Tænketanken EQUALIS meget gerne om jeres erfaringer. Kontakt programchef Vibeke Boeskov på mail vibeke@equalis.dk

Kort og kontant

Projektnavn

Styrk S’et: Naviger i det sociale ESG-landskab

Projektejer

Tænketanken EQUALIS

Projektperiode

2024-2026

Støttet med

2,6 mio. kr.

Få mere af vide

Vibeke Boeskov
Programchef
Tænketanken EQUALIS

Tilmeld nyhedsbrev

Nyt fra Tietgenfonden i din indbakke

Tietgenfondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor virkelyst og vækst er nøgleord. 
 
Vi fortæller om støttemuligheder, uddelinger, giver gode råd til ansøgere og deler projektfaglig viden. Vi skriver, når vi har relevant nyt.