Governance: Rammer for fondens ledelse

Tietgenfonden virker for samfundsgavnlige formål, herunder til fremme af dansk erhvervsliv.

Vedtægter

Fonden er stiftet under navnet Privatbankens Fond 1. maj 1957 af Privatbanken i Kjøbenhavn i anledningen af dennes 100-års jubilæum.  

Tietgenfonden er en ikke-erhvervsdrivende fond reguleret af Lov om fonde og visse foreninger (nr. 938 af 20. september 2012) og underlagt Civilstyrelsens myndighed.

Fondens vedtægter beskriver blandt andet fondstype, sammensætning af bestyrelsen og forvaltningen af fondens midler.

Formål

Ifølge vedtægterne skal fonden virke for samfundsgavnlige formål, herunder til fremme af dansk erhvervsliv.

Værdier

I Tietgenfonden tror vi på tre værdier, som det fælles udgangspunkt i samspillet med vores omverden og hinanden. De tre værdier, som vi bygger vores virke på er:

  • Engagement - skaber muligheder.
  • Respekt - bygger bro mellem mennesker.
  • Ordentlighed - et grundlag for tillid.

Adfærdskodeks

Tietgenfonden har et adfærdskodeks, der giver retningslinjer for bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere, som i henhold til administrationsaftalen, løser opgaver for fonden. 

Retningslinjerne medvirker bl.a. til at eliminere eventuel tvivl om, hvorvidt bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere, som løser opgaver for fonden i henhold til administrationsaftalen, handler i fondens eller egen interesse.

God Fondsledelse

Som en ikke-erhvervsdrivende fond er Tietgenfonden ikke omfattet af Anbefalingerne for god Fondsledelse. Ledelsen har dog valgt, at der vil blive rapporteret herom i forbindelse med årsrapporten for 2021.

Administration

Tietgenfonden har indgået en administrationsaftale med Nordea-fonden.  Derfor løser Nordea-fondens administration alle Tietgenfondens opgaver. Der er således ingen medarbejdere ansat i Tietgenfonden.

Driftsomkostninger, der er direkte henførbare til Tietgenfonden, afholdes af denne.

Bestyrelse

Ved besættelse af bestyrelsesposterne tilstræbes en bredde i medlemmernes samlede kvalifikationer og en tilknytning til forskellige danske landsdele.

Bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode på to år ad gangen. Genudpegning kan finde sted. Der kan ikke ske valg eller genvalg af personer, der har været medlem af bestyrelsen i mere end i alt 12 år. Såfremt den nødvendige kompetenceprofil for bestyrelsen eller hensynet til kontinuitet gør det ønskeligt, kan 12-års reglen efter beslutning i bestyrelsen fraviges.

Bestyrelsen supplerer sig selv og kan bestå af fem til ni medlemmer.

Aldersgrænsen for medlemmer af fondens bestyrelse er 75 år.

Et bestyrelsesmedlem eller en direktør må ikke deltage i behandling af spørgsmål om aftaler mellem fonden og den pågældende selv eller søgsmål mod den pågældende selv eller aftaler mellem fonden og tredjemand, hvis den pågældende deri har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod fondens. 

Læs mere om fondens  bestyrelse

Fondens strategiske arbejde

Med afsæt i vedtægternes formålsbestemmelse udarbejder fonden en strategi, der sætter retning for administrationens arbejde med uddelinger, investeringer, projektopfølgning, samt kommunikation og videndeling. Udviklingen af den flerårige strategi sker på baggrund af fondens erfaringsgrundlag og viden om tendenser i efterspørgsel og udvikling i samfundet.

Strategien evalueres årligt af fondens bestyrelse. Til strategien knyttes handlingsplaner med pejlemærker for fondens aktiviteter. Disse fungerer som  interne arbejdsredskaber.

Læs mere om fondens strategier

Bæredygtighed - ESG

Tietgenfonden har som mål, at vores handlinger tager afsæt i fondens værdier og bidrager til øget bæredygtighed. Dertil bruger vi ledelsesværktøjet ESG, som er en forkortelse for Environment, Social og Governance. 

E handler om at udvise ansvar for miljø og klima i de valg og beslutninger, fonden træffer.

S står for social ansvarlighed – dvs. at alles stemme bliver hørt og alle har mulighed for at deltage på lige vilkår.

G står for det ledelsesmæssige ansvar - dvs. at udvise transparens og drive fonden etisk og økonomisk forsvarligt.

Fonden er i færd med at indarbejde ESG i fondens virke på tre plan:

  1. Investeringer – vi investerer vores formue med afsæt i etiske retningslinjer. F.eks. ønsker vi at fremme FN's 17 Verdensmål.
  2. Uddelinger – alle organisationer, som vi støtter, skal redegøre for, hvordan de fremmer bæredygtighed ved at indarbejde ESG i projekterne.
  3. Organisation – ESG sætter en klar retning for vores kultur og adfærd, vores fysiske rammer og vores samarbejde med leverandører af produkter og services.

Forretningsorden

Bestyrelsen har fastlagt rammerne for sit arbejde i en forretningsorden.

I forretningsordenen beskrives bl.a. udpegning af bestyrelsesmedlemmer, konstituering, retningslinjer for bestyrelsens arbejde, dens forhold til den administrative opgaveløser Nordea-fonden, fondens organisation, uddelinger, forhold til offentligheden, tavshedspligt og inhabilitet.

Skatteforhold

Fonden indberetter alle uddelinger til SKAT. Modtager af uddelingen er som udgangspunkt skattepligtig af uddelingen.

De danske skattemyndigheder har indgået gensidige aftaler med skattemyndighederne i Finland, Sverige og Norge. Aftalerne fritager Tietgenfonden for at betale udbytteskat i de tre lande. Aftalerne forudsætter, at fonden uddeler mindst 80 procent af sin skattepligtige indtægt over løbende 5 års perioder til almennyttige og velgørende formål.

Fondsmyndighed

Civilstyrelsen.

Ordentlighed i hvad vi gør, og hvad vi støtter

Jævnfør fondens værdisæt ønsker vi ordentlighed i alt, hvad vi foretager os, og hvad vi involverer os i. Ordentlighed er fundamentet for den tillid, der knytter sig til vores arbejde, og måden hvorpå vi forvalter fondens støttemidler.

For at understøtte og værne om denne kerneværdi har vi etableret de to whistleblower-ordninger. Den ene drejer sig om forhold i fonden. Den anden om forhold hos fondens støttemodtagere.

Læs mere om vores whistleblower-ordning

Administrationsaftale

Tietgenfonden har ikke ansat medarbejdere.

Alle opgaver løses gennem en administrationsaftale med Nordea-fonden.

Nordea-fonden har dedikeret en håndfuld medarbejdere til administration af Tietgenfondens opgaver.

...

Tilmeld nyhedsbrev

Nyt fra Tietgenfonden i din indbakke

Tietgenfondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor virkelyst og vækst er nøgleord. 
 
Vi fortæller om støttemuligheder, uddelinger, giver gode råd til ansøgere og deler projektfaglig viden. Vi skriver, når vi har relevant nyt.