Promovering af håndværk til unge

Tietgenfonden støtter projektet Modern Hands med 3,9 millioner kroner. Modern Hands er søsat af De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, der i samarbejde med blandt andre erhvervsskolerne og folkeskolerne vil gøre det mere attraktivt for unge piger og drenge at vælge en håndværksuddannelse.

Nyhed

Rekordhøj millionstøtte skal bringe stoltheden om håndværksfagene tilbage

Et Håndværks-Eksperimentarium for børn, unge og deres forældre på Hjerl Hede, håndværkerfestivaler for folkeskoler, efterskoler og højskoler og træningslejre for de mest ambitiøse håndværkslærlinge er blot nogle få af de tiltag, projektet Modern Hands vil etablere for skabe fornyet stolthed om håndværksfagene.

"Modern Hands vil være en katalysator for at bevare og udvikle de traditionelle håndværk. Projektet skal være med til at bringe stoltheden i håndværksfagene tilbage og gøre uddannelserne til en attraktiv karrierevej, fortæller Ingeborg Svennevig, der som direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro står i spidsen for det ambitiøse projekt. De traditionelle håndværk kan give os inspiration til at løse nogle af nutidens udfordringer i forhold til genbrug, DIY og cirkulær økonomi," håber direktøren.

Vi vil gennem YouTube-film, oplevelser, hands on træning og camps vise de unge mennesker, at faglært håndværk er cool, og at et svendebrev åbner for et hav af muligheder, hvad enten de drømmer om et udfordrende job i en sund dansk håndværkervirksomhed, et udlandseventyr eller en fremtid som selvstændig med egen virksomhed"
Nikolaj Kirk, projektleder

Modern Hands vil blandt andet bestå af:

  • Film på YouTube skal inspirere unge til at få et svendebrev
  • Håndværks-Eksperimentarium for børn, unge og deres forældre på Hjerl Hede
  • Weekendkurser for såvel faglærte som ufaglærte
  • Gå til håndværk for unge og gamle på Hjerl Hede
  • Håndværk i folkeskolen i samarbejde med museets håndværkere
  • Håndværkerfestivaler for folkeskoler, efterskoler og højskoler
  • Træningslejre og sommercamps for de mest ambitiøse håndværkslærlinge
  • Masterclass målrettet svende der vil op på mesterniveau
...

Museet som en læringsarena

Hjerl Hede, der er en del af De Kulturhistoriske Museer, har siden 1931 arbejdet for at bevare de traditionelle håndværk, og frilandsmuseet spiller en vigtig rolle som first mover i Modern Hands.

"Vi skal i fremtiden i højere grad se museer som arenaer, hvor familier, børn, unge og voksne kan komme for at dygtiggøre sig og afprøve deres evner, mener direktøren, der glæder sig til at udfolde og udvikle koncepterne i Modern Hands sammen med blandt andre erhvervsskoler, arkitektskoler, højskoler, efterskoler og folkeskoler".

Unge og underviser bygger tag
Foruden Tietgenfonden er projektet støttet af PlanDanmark med 300.000 kr. og Kulturaftalen for Midt- og Vestjylland med 421.000 kr. Projektet bygger videre på projektet ”Hænder og Huse”, som var støttet af Region Midtjylland.

Målet er at rekruttere flere unge til håndværksuddannelserne og at højne den faglige kvalitet af håndværket. Det tror Ingeborg Svennevig på, at projektet kan lykkes med ved at skabe attraktive, lærende miljøer på skolerne, på museerne og i virksomhederne.

"Vi etablerer blandt andet et Håndværks-Eksperimentarium på Hjerl Hede, hvor børn, unge og voksne kan være kreative, lege og bygge med deres hænder. Det bliver som  at ”gå til håndværk”, ligesom andre går til fodbold. I første omgang bliver det rullet ud på Hjerl Hede, men vi er kun glade, hvis ideen spreder sig til hele landet,” forklarer hun.

"For de mest ambitiøse håndværkslærlinge vil vi holde træningslejre, hvor dygtige og erfarne håndværkere vil inspirere lærlingene til at skabe smarte og intelligente løsninger i højeste kvalitet. For de uddannede svende vil vi med masterclasses skabe et udviklingsmiljø – som vi regner med bliver internationalt, hvis corona’en tillader det -  hvor de opkvalificeres til et mesterniveau. Vi tror på, at de forskellige tiltag, vil være med til at bringe stoltheden til håndværksfagene tilbage, og at det er vejen til at rekruttere flere unge til de vigtige håndværksfag,” understreger Ingeborg Svennevig.

Kontaktpersoner

  • Direktør Ingeborg Svennevig, De Kulturhistoriske Museer, tlf. 2118 7849, mail is@kulmus.dk 
  • Projektleder Nikolaj Kirk, tlf. 5071 3046, mail nk@hjerlhede.dk
...

Projektet har sin officielle start og offentliggørelse 8. september 2021. Følg projektet på @modernhands på sociale medier.

Kort og kontant

Projektnavn

Modern Hands

Projektejer

De Kulturhistoriske museer / Hjerl Hede

Projektperiode

2020-2023

Støttet med

3,9 mio. kr.

Samlet budget

4,6 mio. kr.

Få mere af vide

Simon Kirk
Projektleder
Hjerl Hede
2118 7856

Tilmeld nyhedsbrev

Nyt fra Tietgenfonden i din indbakke

Tietgenfondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor virkelyst og vækst er nøgleord. 
 
Vi fortæller om støttemuligheder, uddelinger, giver gode råd til ansøgere og deler projektfaglig viden. Vi skriver, når vi har relevant nyt.